VICE mødes med beskæftigelsesministeren

Bestyrelsen for Vikarbureauer Certificerede i Danmark (VICE) har afholdt møde med Beskæftigelsesminister Inger Støjberg for at præsentere vikarbranchens positive bidrag til et velfungerende arbejdsmarked, samt den unikke certificeringsordning som VICE har skabt for at sikre en ambitiøs fælles standard for vikarbranchen i Danmark.

I den forbindelse drøftedes hvordan vikarbranchen i de senere år udviklet sig fra en rent jobformidlende rolle til at være en tæt samarbejdspartner med mange arbejdspladser om fleksible personaleløsninger. Stadig flere virksomheder tænker fleksibel bemanding ind som en del af sit personale for hurtigt at kunne tilpasse sig. Samtidig leverer mange vikarbureauer i dag en bred vifte af ydelser fra den traditionelle vikarformidling til outplacement, rekruttering til faste stillinger og diverse HR-rådgivning. I de kommende år kan det desuden forventes, at flere virksomheder vil oursource hele HR-funktionen til eksterne bureauer.

Nyere analyser på europæisk plan har tydeligt illustreret, at vikarbureauer er med til at skabe mere velfungerende arbejdsmarkeder, der ligger i klar forlængelse af de Flexicurity principper, som Danmark har været foregangsland for i EU.

En af de vigtigste konklusioner er, at vikarbureauer ikke blot flytter rundt på beskæftigelse, men i kraft af deres arbejde skaber jobs, der ellers ikke ville være blevet skabt. På europæisk plan vurderes det, at 80 procent af vikarbureauernes beskæftigelse ikke ville have været skabt uden vikarbureauernes mellemkomst.

Det er samtidig værd at bemærke, at vikararbejde ikke har nogen udtalt substitutionseffekt, hvor vikarer blot erstatter fastansat personale. Undersøgelser viser, at det altovervejende alternativ til at hyre vikarer er, at man i stedet pålægger det allerede fastansatte personale merarbejde. Et andet fremtrædende alternativ til at hyre vikarer er outsourcing eller lade arbejdet være ugjort. Kun i 15 procent af tilfældene vurderer den ansættende virksomhed, at man ville have fastansat personale, hvis man ikke kunne hyre vikarer.