Nye udfordrende tider for den danske vikarbranche betyder at der mere end nogensinde er behov for en ægte certificeringsordning for vikarbureauer, der kan sikre tryghed og kvalitet for kunder og vikarer. Derfor relancerer VICE nu sin certificeringsmodel, der er den eneste ægte certificeringsmodel for den danske vikarbranche med regelmæssige kontroller af en ekstern uafhængig kontrollør.
Når krisen kradser kan fristelsen være stor for nogen til at springe over, hvor gærdet er lavest. Resultatet kan være, at man både sænker standarden for kvalitet og etik til skade for kunder og vikarer.
Den udvikling vil VICEs medlemmer modvirke ved nu at relancere sin certificeringsordning, der er udviklet i samarbejde med Deloitte, og som har til formål at sikre en høj standard i den danske vikarbranche – også når tiderne er mindre gunstige.
VICE vil optrappe sin markedsføringsindsats, og har samtidig lanceret et nyt logo og en ny hjemmeside, der skal samle information om den danske vikarbrance. Desuden vil VICE i den kommende tid målrettet præsentere sin certificeringsmodel overfor relevante stakeholders på det danske vikarmarked og blandt politiske beslutningstagere.