I 2008 omsatte vikarbureauer og anden arbejdsformidling for 12,6 mia. kr.. Af dette udgjorde vikarer til sygepleje og sundhedsområdet 46 pct.. Dette er en vækst på 33 pct. i forhold til året før.
Modsat andre brancher er vikarbranchen indenfor sygepleje og sundhed i markant vækst. Vikarpersonale til produktion og bygge/anlæg faldt fra 35 pct. af den samlede omsætning i 2007 til 19 pct. i 2008. I samme periode faldt andet kontorpersonale til 8 pct. af omsætningen i 2008 mod 14 pct. i 2007. Inden for it og telekommunikation er omsætningen til vikarformidling derimod steget fra 1 pct. til 6 pct. De resterende vikargrupper er stort set uændret i forhold til 2007.
Med 47 pct. af den samlede omsætning står den offentlige sektor for størstedelen af de ansatte vikarer, mens virksomheder aftager 46 pct. De resterende 7 pct. aftages af privatpersoner og organisationer.
Kilde: Danmarks Statistik. Produktstatistik for vikarbureauer og anden arbejdsformidling 2008. Nr. 442 • 5. oktober 2009